Faldunderlag til legepladsen: faldsand, faldgrus, bark og støbt underlag

Faldsand, faldgrus, bark eller støbt gummi. Det er det valg, en bestyrelse eller en institutionsleder står med, når legepladsen skal anlægges eller underlaget skiftes, og det er samtidig den del af legepladsen, der forfalder hurtigst og bliver glemt oftest. Redskaberne er dem, man ser. Underlaget afgør, om et fald bliver et hudafskrabet knæ eller en tur på skadestuen.

600 mm: der, hvor underlaget begynder at tælle

DS-EN 1176-1 stiller kravet: er den frie faldhøjde over 600 mm, skal underlaget i faldområdet være stødabsorberende. Den frie faldhøjde er den største lodrette afstand fra det sted, barnet har sin vægt på redskabet, og ned til underlaget: ståfladen, sædet, og for redskaber barnet hænger i håndstøtten minus en meter. Den anden grænse er absolut: den største tilladte frie faldhøjde er 3000 mm.

Under 600 mm stilles der ikke krav om dæmpning, men underlaget skal stadig være frit for hårde og skarpe genstande. Beton, fliser og asfalt går kun an under redskaber med højst 600 mm fri faldhøjde, og hårdt sammenpakket jord dæmper ikke som et faldunderlag. Og for redskaber med påtvunget bevægelse, gynger, karruseller og svævebaner, kræves stødabsorberende underlag i hele faldområdet, også hvor den frie faldhøjde er lav, fordi barnet forlader redskabet i fart.

Faldsand: vasket, uden finstof, 0,2 til 2 mm

Faldsand er det mest udbredte underlag på danske legepladser, og det er samtidig det, der oftest bliver købt forkert. Standarden regner med vasket sand med kornstørrelse 0,2 til 2 mm og uden ler og silt. Almindeligt fyldsand og sandkassesand med finstof pakker sig, når det bliver vådt og trådt, og et sammenpakket lag dæmper omtrent som en grussti. Bed altid om en varedeklaration med kornkurve, og gem den.

Dybden regnes efter faldhøjden: 200 mm dækker en fri faldhøjde op til 2 meter, 300 mm op til 3 meter. Dertil lægges 100 mm for forskydning, fordi sandet bliver sparket ud under gyngen og trådt væk ved udløbet af rutsjebanen. Lagt dybde er altså 300 mm under et redskab med 2 meters faldhøjde og 400 mm under et med 3. De ekstra 100 mm er ikke en sikkerhedsmargin, de er forudsætningen for, at der stadig er 200 mm i marts.

Faldgrus: rundt, 2 til 8 mm, og aldrig skærver

Faldgrus er vasket, rundt grus i kornstørrelsen 2 til 8 mm, det materiale, danske leverandører sælger som faldgrus. Almindelige ærtesten er typisk 8 til 16 mm og ligger uden for standardens kornstørrelse. Det dræner bedre end sand, pakker sig mindre og fryser ikke til en plade lige så let, og det er derfor et godt valg på steder med stående vand. Det, der ikke går, er skærver og knust grus: skarpe korn dæmper ikke som runde, og de skærer. Dybderne er de samme som for sand, 200 mm til 2 meter og 300 mm til 3 meter, plus 100 mm.

Grus har én ulempe, sand ikke har: det bliver slæbt med ind og lagt på rutsjebanen. Et blik hen over glidefladen hører derfor med til rutineeftersynet, hvor underlaget er grus.

Bark og træflis: dæmper godt, forsvinder hurtigst

Bark i kornstørrelsen 20 til 80 mm og træflis i 5 til 30 mm, uden bark og blade, dæmper godt, når de er nye, og bliver til muld på to til fire sæsoner, afhængigt af hvor vådt der er. Nedbrudt bark lugter af jord, fordi den er jord, og jord er ikke et faldunderlag. Bark er derfor det materiale, der kræver den tætteste måling og den mest regelmæssige opfyldning. Dybderne er de samme som for sand og grus.

Støbt faldunderlag, gummifliser og kunstgræs

Støbt faldunderlag, gummigranulat lagt på stedet i ét sammenhængende lag, gummifliser og kunstgræs med underlagsmåtte er de faste alternativer. De forskyder sig ikke, de skal ikke fyldes op, og de giver adgang for kørestol og barnevogn. Til gengæld dokumenteres de anderledes: ikke med en dybde, men med en kritisk faldhøjde, den højeste faldhøjde, underlaget er prøvet til efter DS-EN 1177.

Prøvningen måler HIC-værdien, Head Injury Criterion, ved fald fra stigende højde, og grænsen er HIC 1000. Den højeste højde, hvor værdien holder sig under grænsen, er materialets kritiske faldhøjde. For jer betyder det én ting: den kritiske faldhøjde skal være mindst lige så høj som den frie faldhøjde på redskabet ovenover. Gummifliser prøvet til 1,5 meter under et klatretårn med 2,2 meters faldhøjde er et for dårligt underlag, uanset hvor pænt det ser ud.

Faste underlag slides også, bare langsommere og mere usynligt. Støbt gummi bliver hårdere med årene og kan revne ved kanterne, fuger mellem fliser åbner sig, og hjørner rejser sig og bliver til snublekanter. Det er punkter på funktionseftersynet, ikke noget, der kan ses fra en bænk.

Hvad »certificeret faldunderlag« betyder

Ordet »certificeret« betyder i praksis, at leverandøren kan fremlægge en prøvningsrapport efter DS-EN 1177 for det materiale, I køber, med den kritiske faldhøjde, det er prøvet til. Der findes ikke et offentligt stempel; der findes dokumentation, og Sikkerhedsstyrelsen har i sin gennemgang af legeredskaber netop peget på, at en henvisning til en standard skal kunne bakkes op af en prøvningsrapport. Bed om rapporten, tjek, at den gælder det produkt og den tykkelse, der bliver lagt hos jer, og gem den i mappen sammen med redskabernes papirer.

For løse materialer er rapporten en varedeklaration med kornstørrelse og renhed. For støbt underlag og fliser er den en prøvningsrapport for produktet. Er der tvivl om et underlag, der allerede ligger, kan stødabsorberingen måles på stedet med prøvningsudstyr efter DS-EN 1177. Det er en opgave for et prøvningsinstitut eller en inspektør med udstyret, ikke noget en bestyrelse gør selv.

Faldområdet regnet ud for et klatretårn og en gynge

Underlaget skal dække hele faldområdet, ikke bare arealet lige under redskabet. For faldhøjder over 1,5 meter er faldområdet to tredjedele af faldhøjden plus 50 cm ud fra redskabet i alle retninger, og aldrig mindre end 1,5 meter. Et klatretårn med 1,8 meters fri faldhøjde giver 2/3 × 180 cm + 50 cm = 170 cm. Det er mere end minimum, så det er de 170 cm, der gælder.

En gynge er anderledes, fordi barnet forlader sædet i fart. Faldområdet strækker sig frem og tilbage i gyngeretningen ud fra sædets højde over underlaget og ophængets længde, og det er væsentligt længere end for et fast redskab. Overlapper to redskabers faldområder, er det yderkanterne, der er kravet, og standarden tillader kun overlap mellem bestemte typer. Er I i tvivl om en gynge, er det et spørgsmål til hovedeftersynet, ikke til tommestokken.

Det, der ikke må ligge i faldområdet

• Bænke, borde, hegnsstolper og cykelstativer. Møbleringen er det hyppigste fund, fordi den kom til efter legepladsen.
• Kantsten, murkanter og trin. Kanten, der skulle holde sandet inde, er blevet en hård genstand at lande på.
• Træer, stubbe og synlige rødder. Rødder vokser ind i faldområdet med årene.
• Blotlagte fundamenter. Når sandet forsvinder, dukker betonen op, ofte med en skarp kant.
• Stående vand og is. Manglende afvanding giver en sø om efteråret og en skøjtebane om vinteren.

Fem målinger om året

Faldunderlag er det tjekpunkt, der tjener mest på en fast rutine, fordi det forfalder løbende i stedet for at gå i stykker. Stik en pind eller en tommestok ned de steder, hvor børnene lander, under gyngen, ved udløbet af rutsjebanen, foran klatrevæggen, og mål til fast bund, ikke til det øverste løse lag. Notér tallet i loggen i stedet for et kryds ved »OK«.

Fem målinger om året, én ved hvert funktionseftersyn, giver to ting: et underlag, der dæmper, og en talrække, der viser, hvor hurtigt materialet forsvinder, og dermed hvornår der skal bestilles sand næste gang. Læg målingen ind som fast punkt på månedslisten i tjeklisten, og sæt opfyldningen på foreningens budget som beskrevet i guiden om legepladsen i boligforeningen.